Vedtægter for FREDERICIA LØBEKLUB
 
§1
Klubbens navn er FREDERICIA LØBEKLUB og er som medlem af Dansk Atletik Forbund (DAF) og DGI forpligtet til at underkaste sig forbundenes love og bestemmelser.

§2
FREDERICIA LØBEKLUB’s mission er, at skabe rammerne som byens førende løbeklub, der tilbyder kvalificeret træning.
FREDERICIA LØBEKLUB tilbyder sportslige aktiviteter til gavn for alle løbere i alle aldersgrupper og på alle niveauer.
FREDERICIA LØBEKLUB lægger vægt på de sportslige udfoldelser sammenholdt med det sociale kammeratskab.

§3
Som medlemmer optages alle, der kan henføres under klubbens formålsparagraf og tilgrænsende sportsgrene.
Kontingentet – der betales forud – herunder rabatordninger fastsættes på den ordinære generalforsamling.
Den siddende bestyrelse, kan til enhver tid vælge, hvilke kontigentperioder der skal tilbydes klubbens medlemmer. Det kan være månedsvis, kvartalsvis, halv eller hel årligt.
Er et medlem i restance – betaling senest 1 måned efter forfaldsdato – kan denne ekskluderes af bestyrelsen.
Medlemmer i restance har endvidere ikke tale- eller stemmeret på generalforsamlingen.

§4
Bestyrelsen fastsætter i budgettet et rammebeløb for aktiviteterne i udvalgene, der på generalforsamlingen redegør for anvendelsen af det tildelte rammebeløb.
Fredericia Løbeklub yder tilskud til medlemmernes deltagelse i mesterskabsløb efter følgende retningslinjer:
Der ydes tilskud til 50% af deltagergebyret. Hvis medlemmer kommer hjem med en podieplacering = 100% tilskud. Hvis medlem udebliver fra et tilmeldt løb = ingen tilskud. Der ydes maksimum tilskud på kr. 400,00 pr. medlem pr år. Til mesterskabsløb indregnes VM, EM og DM indenfor alle løbsdistancer.
Når et medlem deltager i løb, som FREDERICIA LØBEKLUB helt eller delvis betaler, SKAL vedkommende løbe i klubtøj.

§5
Bestyrelsen kan ekskludere enhver, der ikke respekterer de gældende vedtægter eller misrøgter klubben.
Dog kan enhver forlange at få eksklusionen behandlet på en generalforsamling.
Under afvikling af stævner og under træning skal medlemmer rette sig efter givne anvisninger, herunder færdselsregler.
 
§6
Ordinær generalforsamling afholdes i februar måned.
Regnskabsåret går fra 1/1-31/12.
En generalforsamling der indkaldes med 14 dages varsel, enten personligt eller i dagspressen, er beslutningsdygtig uanset fremmødet.
Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal skriftligt være formanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
Afstemningen på generalforsamlingen foregår ved simpelt flertal. Ethvert stemmeberettiget medlem kan kræve skriftlig afstemning.
Der kan til enhver tid indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, når bestyrelsen eller minimum 1/3 af de stemmeberettigede medlemmer ønsker det.
Stemmeret på generalforsamlingen har alle over 14 år.
Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges ved mødets start.
 
Dagsorden for generalforsamlingen
1. Valg af dirigent
2. Formandens/udvalgenes beretning
3. Regnskab v/kassereren
3a: Fastsættelse af kontingent samt rabatordninger.
3b: godkendelse af budget
4. Indkomne forslag
5. Valg: 
                             Valg af formand (Ulige år)
                             Valg af Kasserer (Lige år)
Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer
Valg af suppleanter
Valg af bilagskontrollører
6. Eventuelt

§7
Stk 1) Klubben ledes af en bestyrelse på 6 personer, der mødes efter behov. Klubbens bestyrelse har det fulde ansvar for klubbens økonomi og ledelse. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
Valg i henhold til dagsorden for den ordinære generalforsamling, pkt. 5 foregår på generalforsamlingen således:
Formand vælges ved direkte valg, ulige år
Kasserer vælges ved direkte valg, lige år
2 menige medlemmer vælges lige år
2 menige medlemmer vælges ulige år
2 suppleanter vælges hvert år
Genvalg kan finde sted.
 
Bestyrelsen konstituerer sig med hensyn til næstformand/sekretær efter generalforsamlingen.
Fratræder formand eller kasserer inden for sin valgperiode, bemyndiges bestyrelsen til at konstituere ny formand eller kasserer, som virker som sådan indtil den generalforsamling, hvor den pågældende i henhold til dagsordenen for den ordinære generalforsamling er på ordinært valg.

Hvis ikke løbslederen for Hannerupløbet er medlem af bestyrelsen, skal løbslederen inviteres til bestyrelsesmøderne.
Hvis ikke der er en træner repræsenteret i bestyrelsen, skal trænerne inviteres til at sende en repræsentant til bestyrelsesmøderne.

§7
Stk 2)
Klubben forpligtes/tegnes af formanden og af et andet bestyrelsesmedlem i forening, af næstformanden og kassereren i forening eller af den samlede bestyrelse.

§8
For alle bestyrelsesmedlemmer, suppleanter og trænere skal der foreligge en ren børneattest.
Bestyrelsen drager omsorg for indhentelse heraf og er bemyndiget til, til enhver tid at kræve fornyet indhentelse af børneattest.

§9
Klubben kan opløses på ordinær generalforsamling, når mindst 2/3 af klubbens stemmeberettigede stemmer for. Såfremt det fornødne antal medlemmer ikke er tilstede, og et flertal af de fremmødte ønsker klubben opløst, skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling, hvor opløsningen kan effektueres ved simpelt flertal.
Ved opløsning tilfalder klubbens ejendom og formue DGI.

§10
Klubbens medlemmer og bestyrelse hæfter ikke personligt for de i klubben indgåede forpligtelser, for hvilke klubben alene hæfter med den respektive formue.
Klubbens medlemmer har ikke nogen økonomiske forpligtigelser over for klubben ud over kontingentforpligtigelse.
Klubbens medlemmer har ikke krav på nogen del af klubbens formue eller udbytte heraf. 


Vedtægterne som vedtaget på ordinær generalforsamling 27. februar 2020.

Scroll to Top